SYDDANMARK: Region Syddanmark står for halvdelen af det samlede krav, der er indgivet mod konkursboet efter ambulanceselskabet Bios.
Kravene løber nu op i godt 400 mio. kr., viser en ny opgørelse fra boets kuratorer, og ifølge økonomidirektør i regionen, Mogens Sehested, er over 200 mio. kr. af dem regionens. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det samlede krav er mere end 17 gange så stort som de aktiver, der er tilbage i konkursboet, og der vil formentlig ikke komme mere ind, med mindre Konkurrencestyrelsen vurderer, at regionens tidligere ambulancetjeneste Falck har modarbejdet Bios' overtagelse, og dermed åbner for, at konkursboet kan gøre krav mod Falck.
Af regionens samlede krav på over 200 mio. kr. udgør godt 40 mio. kr. udbetaling af løn til de tidligere ansatte i Bios, som regionen har overtaget i forbindelse med oprettelsen af selskabet Ambulance Syd, der nu kører ambulancerne i størstedelen af regionen. Regionen havde forpligtet sig til at udbetale manglende løn til redderne, da Lønmodtagernes Garantifond afviste det. Hvis regionen får medhold i dette krav, vil man står forrest i køen blandt de øvrige kreditorer.
Regionen har også et krav på 31,7 mio. kr., der udgør en fejludbetaling til Bios, inden virksomheden gik konkurs. Desuden er der krav på godt 30 mio. kr., som gør det ud for manglende bodsbetaling, fordi Bios ikke levede op til kontraktens krav om antal af ambulanceberedskaber.
Resten - cirka 100 mio. kr. - er krav, der baserer sig på påstande om mangelfuld gennemførelse af kontrakten samt den difference i pris, regionen mener, der er mellem Bios' pris og alternative priser på markedet.
Regionsrådformand Stephanie Lose (V) erkender, at der på nuværende tidspunkt ikke er meget at hente i konkursboet, men hun mener, at alle muligheder skal efterprøves i tilfælde af, at der kommer flere penge i boet.
Ritzau / mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.